Denne har siddet i mig hele weekenden

Fredag aften var jeg inde og se dokumentaren om Amy Winehouse, og den har siddet i mig hele weekenden. Se den. Den er på samme tid fuldstændig medrivende og helt forfærdelig. Jeg mødte Amy Winehouse første gang i starten af 2004, til en stor gallamiddag i anledning af tiårs-jubilæet for MAC Aids Fund. Jeg er der for at interviewe stilikonet Chloë Sevigny, der er en af MACs talspersoner. De andre talte sangfuglen Christina Aguilera, popikonet Boy George, rapperen Missy Elliot og supermodellen Linda Evangelista. Derudover havde MAC samlet en temmelig celeber skare af berømtheder til middagen, som hattemageren Philip Treacy, skodesigneren Patrick Cox, tennisstjernen Venus Williams, kunstneren Damien Hirst, firseridolet John Taylor fra Duran Duran, Bryan Adams. Foran alle os stiller Amy Winehouse sig op på den lille intime scene, med bare fødder, og giver et par numre. Hun er Londons splinternye sangdarling, der får stående applaus af Missy Elliot, og det er hendes helt særlige hæse stemme – langt mere end de andre berømtheder – jeg har med mig hjem. Den indvirkning havde hun på alle, og alle ville have en bid af hende. Da hun døde, alt alt for tidligt, lavede jeg en lille kavalkade her på skønhedsbloggen. For hendes stil med bikubefrisuren og den sorte eyeliner inspirerede alle fra Karl Lagerfeld og Vogue til Dior og Juliette Has Got A Gun.

Find indlæggene her og her. Og gå ind og se dokumentaren i biografen. Du vil ikke fortryde det.