Nej, jeg er ikke ubetinget vild med ordet antiage, men det er stadig en af de ting, jeg ofte bliver spurgt om herinde. Hellere end en antiage-effekt stræber jeg efter glød for intet giver som glød et smukt, sundt og ja, ungdommeligt, look. Der er masser af ting, du kan gøre, for at skabe denne smukke glød – du finder masser af inspiration herinde (og ja, Vintner’s Daughter er og bliver stadig den bedste glødgiver, jeg kender) – og denne sommers dejlige vejr er absolut én af dem.
Men sommeren, og solen, er også din gløds og din huds værste fjende, når det handler om at holde den ungdommelig. Eksperter er enige om, at 80% af dine linjer og rynker stammer fra UV-stråling, forureningspartikler og andre udefrakommende faktorer, og ikke fra selve det faktum, at du ældes. Jeg er så heldig, at jeg til enhver tid foretrækker at ligge i skyggen, hvor jeg har det bedst, så jeg har pr. definition meget sjældent ansigtet i solen i længere tid ad gangen.
Holder du af at ligge i solen, så byder denne sommer på den helt perfekte trend i den henseende, nemlig stråhatte. I alle afskygninger (bogstaveligt talt) og gerne så store som muligt. For nylig blev danske Emma Leth gift i transparent blondekjole og den meget hypede og kæmpestore ståhat fra franske Jaquemus som også det danske stilikon Pernille Teisbæk har vist sig i flere gange. Der er heller ikke en forside på et dansk magasin, der ikke har flashet stråhatte, og du finder dem alle steder på de sociale medier, herunder hos Helena Christensen.
Og hurra for den trend. Så er du både chik og sikret den bedste beskyttelse i solen.
Ingen Kommentarer