David Mallett og hans bedstemor

”Jeg er født i 1960’erne, i en periode med virkelig stort hår, vanskelige opsætninger og parykker. Min bedstemor og min mor gik til frisøren hver fredag eftermiddag for at få sat hår, så de så godt ud, når deres mænd kom hjem fra arbejde. Min bedstemor havde fem børn, min mor fire, men smukt hår blev altid prioriteret. Frisøren blev endda udvalgt til min lillebrors gudfar, vi kaldte ham Onkel Eli. Han var immigreret fra Libanon, og hans salon hed The House of Hadar. Han var meget talentfuld. Jeg gik med dem hen til Eli for at se dem få sat hår og var fascineret af processen: hårtørrerne, de fantastiske dufte og Elis magi, når han tryllede husmødre fra Vestaustralien om til gudinder med højt hår. Ved særlige lejligheder kom Eli hjem til os, og jeg kan stadig huske soveværelset fyldt med curlere, hårnåle, børster og selvfølgelig masser af Elnett hårspray, som stadig er min yndlingshårspray med en duft, som øjeblikkeligt tager mig tilbage dagene i min bedstemors værelse. Et højdepunkt for mig var, da Onkel Eli gav min mor en paryk til hendes fødselsdag. Den var dybrød, redt i en meget høj frisure og præsenteret på et sort velourhoved med svanehals. Min mor og bedstemor skiftedes til at prøve den, og jeg var fascineret over, hvordan det på sekunder forvandlede dem til 1960’ernes filmstjerner, og de var eksalterede. Smukt hår fik kvinder til at blive glade, og det slog mig som noget meget magtfuldt og vigtigt. Alt dette havde en kæmpe påvirkning på mig, da jeg var en lille dreng, og jeg er sikker på, at det var omkring dette tidspunkt, at jeg besluttede mig for selv at blive frisør. Jeg ville også gøre mennesker glade.”