I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Skønhed

Dans en duft

Det er jo lørdag, og hvis du skal ud at danse, så er du ikke den eneste. Lige nu finder førende designere nemlig deres inspiration i musikken. Da Burberry-designer Christopher Bailey skabte parfumen The Beat blev parfumørerne briefet, ikke med masser af marketingfraser, men med hans yndlingsalbums fra Fratellis, Razorlight og Arctic Monkeys, der skulle give det rette twist på parfumen. Der er også aromajockey’en Odo7, der med sine duftmiks, er den hotteste sensation indenfor clubkulturen i Paris i øjeblikket. Odo7 mikser musik, røgelse og dufte, og det er en helt særlig oplevelse, som jeg fik lov at være en del af til en parfumelancering for Jean Paul Gaultier. Og så er der selvfølgelig Karl Lagerfeld, der er berømt for både sine egne mix og de utallige iPods med inspirationsmusik, som han altid har med sig, og Dior, der har taget det en tone videre. For hvor Dior-designeren John Galliano tidligere bookede tid hos celebrity-colouristen Christophe Robin for input til nye kollektioner (det hævdes, at Gallianos hårfarve tidligere matchede kollektionerne), har huset nu hyret sin egen hus-DJ som konsulent og inspirator for sine produktlanceringer. Det er i øvrigt den smukke Harley Viera-Newton, der har fået en stor fanskare som DJ på New Yorks East Village-bar Lit, og er gået hen og blevet lidt af et stilikon selv. 

Ingen Kommentarer

Efterlad en kommentar