Forleden var jeg ude i DR-byen til optagelse af en række superfine modeprogrammer, der kommer på DR2 i starten af det nye år. En af de tendenser, vi talte om, er den androgyne, altså at kvinder og mænd nærmer sig hinanden i tøjstil. Smukke eksempler er 1930’er-ikonet Marlene Dietrich i sin upåklagelige smoking, og sanger/skuespiller/stilikon Jane Birkin (ja, det er hende med Birkin-bag’en), der engang har sagt, at den mest sexede påklædning, man kan iføre sig, er herretøj og et smil. Og så er der selvfølgelig Coco Chanel, der introducerede herretøj til kvinder tilbage i 1920’erne. Der er masser af androgyne trends at finde i modebilledet lige nu, fra oversize blazers, herrebukser og boyfriend-skjorter til de bakkenbarter (til kvinder!), der sås mange steder. Også på Sportmax’ efterårskampagne nedenfor. Redkens hårguru Guido Palau brugte hårspray til at holde dem på plads.
Læs også Sexede øjne à la Marlene Dietrich
Foto: Sportmax kampagne
2 Kommentarer
Conni Nørskov
16. oktober 2011 kl. 21:21Det lyder spændende med de modeprogrammer på DR2? Her hvor vi bor midlertidigt, kan vi ikke tage så mange kanaler, så jeg savner nogle af de lækre mode- og livsstilsprogrammer, der sendes. Jeg vil holde skarpt øje med DR2 til foråret! Det androgyne look synes jeg kan være supersofistikeret, og det er jo netop det underspillede, men alligevel umiskendelige feminine islæt, der gør det til noget helt specielt. Vi har meget at takke den kære Coco for! 🙂
Charlotte Torpegaard
17. oktober 2011 kl. 17:33Kære Conni,
Jeg tror også, at det bliver rigtig gode programmer. Jeg har tidligere lavet et program med DR2 – Historien om BH’en – og de har jo de mest fantastiske arkiver at dykke ned i. Hvis du ikke har set det, så kan du finde det her:
http://www.dr.dk/NETTV/Historien+om/2010/01/19/
Mange hilsner, Charlotte