Jeg bor på Bel Air, det legendariske art deco-Hollywood-hotel, der netop er åbnet igen efter to års gennemgribende renovering, nabo til berømtheder som Nicolas Cage, Zsa Zsa Gabor og Diane Keaton. Alt er diskret, værelserne er små private bungalows, så selv om hotellet er fyldt her under Golden Globes, så opdager man det ikke (vi opdagede dog både Leonardo di Caprio og Martin Scorsese i baren). Der er pejs på værelset, alt foregår via iPad (selv aircondition) og jeg har fået min egen badekåbe med broderet navn på. Det bedste er de små haver, man går igennem, for at komme til restaurant, bar og lobby. Der er appelsintræer, roser og frangipani, som jeg flere gange tidligere har skrevet om her på skønhedsbloggen (blandt andet her), fordi den har en helt særlig duft, som du måske kender fra nogle af dine parfumer. Under træer og blomster er der bænke og stole, som du kan tage et lille hvil på, eller du kan gå langs den lille sø med guldfisk og svaner, der har været med til at gøre hotellet berømt. Det var også på Bel Air, at Elizabeth Taylor var på bryllupsrejse med sin første mand, at Ronald Reagans datter Patti giftede sig med sin yogalærer, og på Bel Air, at et af Marilyn Monroes meget berømte fotos er taget af fotografen Bert Stern. Nå ja, La Prairie-spa’en er heller ikke værst. Læs mere om den om lidt.
Foto: shopbackdrop
Ingen Kommentarer