Det er Valentine’s Day, og om den kan man mene, hvad man vil. Men når alt kommer til alt, så gør det vel ikke noget, at vi har en dag, hvor vi fokuserer lidt ekstra på kærlighed. Måske også på den til os selv.
Jeg kan afsløre at min Valentine’s Day normalt hverken er fyldt med chokolade i knitrende papir eller røde roser i hobetal, for min kæreste er altid på skiferie, når vi når den 14. februar, og han har taget vores søn med, så jeg er alene hjemme. Ofte glemmer de alt om det på løjperne, men det gør ikke noget. For det giver mig tid til et andet kærlighedsfokus og måske det allervigtigste af slagsen.
Nemlig den til dig selv.
Det kan let lyde som en kliché, men for pokker hvor møder jeg mange, kvinder især, der sætter sig selv til sidst.
Jeg har sagt det så mange gange før, og skrevet det mindst lige så mange gange. Når man tager sig kærligt af sig selv, har man overskud til at tage sig kærligt af andre.
Rigtig mange af os er blevet udfordret på den front det seneste år, og jeg kender det alt for godt fra mig selv. Når jeg er hængt op, så snerrer jeg af min kæreste, mit barn, mig selv, og så ved jeg, at det er tid til at trække stikket – bare et øjeblik.
Det behøver ikke at være pakket ind i cellofan og sløjfer, men kan lige så vel være en gåtur alene, hvor du har tid til at nyde kaffen og bare glo ud i luften. Det kan være en ansigtsmaske og benene oppe en halv time i sofaen i fred og ro, eller det kan være at tage en rød læbestift på og smile til sig selv i spejlet.
Du ved, den slags kærlighed hvor det ikke handler om, hvorvidt du kan poste flest blomster og romantiske middage på Instagram, men hvor du kigger i spejlet og er glad for det, du ser.
Happy Valentine til alle.
Ingen Kommentarer