I LOVE BEAUTY / Charlotte Torpegaard
Gå til online shoppen
Ilovebeauty tips

#3 Bath Bowls og hvorfor dine fødder skal have lidt godt at gå på

Hvis vi skal blive et øjeblik ved dét med at huske sig selv i en mørk januarmåned (og efter en travl december), så vil jeg lige benytte lejligheden til at nævne en af de ting, jeg selv sværger til.

Vi taler lange, varme bade. Åh, det er det bedste, jeg ved, og for mig hænger velvære uigenkaldeligt sammen med badekar, og måske har du hørt mig sige det før, men jeg begræder den tendens i 1980’erne, hvor alle badekar blev smidt ud til fordel for brusenicher. Jeg ved, at det ikke er den mest bæredygtige skønhedstrend at fylde et badekar med vand. Og jeg ved, at ingen eksperter nogensinde har sagt, at meget varmt vand er godt for huden. Men et varmt karbad kan så meget for ens velvære, stressniveau, psyke, søvn, ja, jeg kunne blive ved.

Derfor er det også en af de helt store skønhedstendenser lige nu (og fremadrettet) og du vil helt sikkert opleve stadig flere mærker, der byder på afslappende badeolier og velgørende badesalte. Og så er der bath bowls. Du kender måske allerede bowls fra madverdenen, hvor varm som kold mad bliver arrangeret i et æstetisk miks i smukke skåle. Nu er tendensen nået til dit badekar, hvor du laver et æstetisk miks af din yndlingsbadesalt i en skål tilsat fx rå kakaopulver, en kanelstang, lidt kakaosmør, tørrede blomster, teer eller hvad du lige føler for.

Jeg er lige nu ret vild med Epsomsalt tilsat lidt strimler af skrællen fra økologiske appelsiner og en enkelt kanelstang (en perfekt måde at bruge op på, hvis du har noget tilbage fra julen). Bath Bowls er også en virkelig god måde at få børn til at elske at komme i bad, hvis de selv får en lille skål og kan blande lidt forskelligt i.

Vil du ikke have appelsinstrimler og kanelstænger liggende og rode i dit bad, så læg det i stedet i en muslinvaskeklud som du lukker med lidt snor eller brug den fine lille økologiske bomuldspose fra Balm Balm-kittet til formålet.

Har du ikke badekar kan du også lave det som fodbad. Det er dine fødder, der skal bære dig gennem 2018, så giv dem lidt godt at gå på.

4 Kommentarer

  • Svar
    Anne H
    8. januar 2018 kl. 18:44

    Lidr forsinket godt nytår ?
    De skulle skydes dem der fjernede de badekar i sin tid!
    Jeg er på udkig efter et mobilt siddebadekar, der findes nogle i plast, fåes endda i forskellige farver, og med bundprop. Men i anmeldelser så jeg folk havde besvær med at komme ned i dem. Selv en 12 årig.. så jeg leder videre.
    Kh Anne

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    9. januar 2018 kl. 08:49

    Absolut i lige måde, Anne. Og ja, der begynder at komme nye og innovative mobil-badekar på markedet. Det ser supersmart ud, men det er jo lidt af et koldt styrtebad, hvis man ikke kan være ordentligt i dem. Der var én herinde, der på et tidspunkt nævnte, at hun havde købt en badebalje til voksne og at det var noget af det bedste, hun havde gjort for sig selv. Måske du skal kigge efter det i stedet?

    Lad os gerne høre, hvis du finder noget godt og brugbart.

    Mange hilsner, Charlotte

  • Svar
    Hanne Klintøe
    22. januar 2018 kl. 10:05

    Hej Charlotte og Anne,
    Jeg købte af helbredsårsager (brug for epsom-svedebade!) et sammenklappeligt badekar fra Kina. Det er jo ikke ligesom et fuld-længde kar, men langt bedre end baljerne , som jo også tager meget plads at opbevare.
    Jeg kan se, der er kommet flere på markedet siden jeg købte mit helt fantastisk gyselige kar i skrigblå med glade fisk (why, China, why?!), bl.a. dette fra den tyske designer Carina Deuschl: http://carina-deuschl.com/xtend/ – dog kan jeg ikke se det er i produktion.
    Men det jeg har, som virker fremragende, er som dette på Ali: https://www.aliexpress.com/item/size130-56-52cm-free-shipping-free-inflatable-simple-folding-bathtub-inflatable-bath-tub-bath-barrel-adult/32342989781.html
    Held og lykke med det! 🙂
    Kh, Hanne.

  • Svar
    Charlotte Torpegaard
    22. januar 2018 kl. 11:25

    Okay, Hanne, du er da badekarsekspert. Det første ser virkelig cool ud, det fra Carina Deuschl. Du burde hjælpe dem videre (det andet fra Ali, skal man nok ikke falde i søvn i;)

    xxCharlotte

Efterlad en kommentar

Du kunne også være interesseret i...