Det er absolut ikke alle skønhedspriser, jeg giver noget for. Langt de fleste har ikke et, i mine øjne, kompetent nok dommerpanel og alt for mange kommercielle interesser. Og så sammenligner de æbler med bananer (eller mascara med lipgloss om du vil). Det er værd at skrive sig bag øret, hvis du – som virkelig mange andre – falder for disse små Award-stempler på skønhedsprodukter fordi du tænker at det må være det bedste af det bedste. Undersøg altid hvem der står bag og hvilke interesser de har i det.
Men Allure Best of Beauty holder jeg altid øje med. Allure er et af de eneste eksisterende – rene – skønhedsmagasiner i verden skabt af Linda Wells tilbage i 1991. Hun startede sin karriere på Vogue og New York Times inden hun lancerede Allure og fik stor cadeau (og en anerkendelse af Forbes) for sine ærlige, dybdegående og mangfoldige emner i magasinet. Hun blev på posten til 2015 og skabte siden sit eget mærke Flesh.
Selv om det er et amerikansk skønhedsmagasin og dermed ofte også amerikanske vinkler, som måske ikke er helt dér hvor vi er i Skandinavien, så har de et hav af kompetente redaktører og eksperter i panelet når deres awards skal uddeles.
Og for nylig så jeg at de havde givet en fin pris til et af mine egne absolutte yndlingsprodukter, nemlig cremeblushen fra Kjær Weis. Her er begrundelsen:
‘We’re just going to say it: Other blushes pale in comparison to these glorious tints (we’re also a little partial because cream blushes happen to be our jam). Housed in a sleek, refillable silver case, Kjær Weis Cream Blush yields to the warmth of your fingertips and spreads like a dream over cheeks, lips and lids’
Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Det skulle måske lige være at tilføje at vælger du min yndlingsfarve Sun Touched (alle andre blegner hvis du spørger mig) så får du den dér glød som havde du siddet i solen på en lille fortovscafé ved Middelhavet med en god veninde og et glas rosé. Well, I wish – mere end nogensinde.
Og har du ikke allerede kinderne i den, så kan jeg – og Allure – kun på det varmeste anbefale at få det her<<
Ingen Kommentarer