Der kører en støttekampagne på Instagram i denne uge. Den hedder #knækcancerblomst og alle kan, ved at lægge sin egen blomst op og tagge den med hashtagget, donere 20 kr. til kræftsagen (og ikke engang dine egne penge, det er der sponsorer, der gør). Jeg lagde et billede op i går med skønhedsprodukter, der udgør min blomst. Du kan se det her.
Det kan virke overfladisk at gå op i skønhed, når det handler om kræft. Men alle studier viser, at netop dét at tage sig af sig selv og ikke mindst se ud som sig selv under et kemoforløb har en positiv og sågar helbredende effekt og betyder så meget mere end vi måske lige går og tror. Det er ikke sjældent, jeg får mails fra kræftramte kvinder, der ikke føler at de kan tale om disse ting andre steder, fordi dét de ‘bør’ gå op i er sygdom og overlevelse.
Men overlevelse er i høj grad også at have det godt med sig selv.
Her er fem tips, jeg ved at rigtig mange kvinder har glæde af under kemoforløb. Absolut uden nasties.
- Mange mister deres øjenvipper eller dele af dem under kemoterapi. Indram øjnene med en fin, mørk eyelinerstreg helt nede ved vippekanten. Det får de vipper, du måtte have tilbage, til at se tættere ud. Når du er ved at være igennem, så boost dine vipper med en vippeserum, så de kan vokse hurtigere, stærkere og kraftigere ud. Men vælg en vippeserum uden prostaglandin – du vil ikke have flere unødige stoffer i kroppen. Denne (veganske) vippeserum er sikker at bruge under og efter kemoforløb (og i øvrigt også under graviditet og amning).
- Hvis du mister brynene, så tegn dem op – ikke med en blyant – men med lidt øjenskygge og en blød pensel. Det giver en fin skygge frem for en streg. En god boostende brynserum kan også være en rigtig stor hjælp, og igen, vælg altid én uden prostaglandin. Jeg anbefaler altid denne, der er sikker at bruge under forløbet. Og en god naturlig øjenskygge til brynene er denne (det er også den makeupartisterne bruger).
- Det kan være svært at holde hospitalslugten ud efter noget tid. Jeg oplever at rigtig mange har glæde af at have denne lille mist med sig i tasken. Den både opfrisker huden, som ofte bliver tør, og luften omkring dig. Faktisk er det en lille brise af natur og glæde i et hårdt forløb.
- Mange oplever at neglene bliver tynde og sprøde under et forløb. En rigtig god negleolie kan være en stor hjælp til at holde neglene pæne. Denne er min favorit og 100% økologisk og med fine små rosenblade, der gør glad.
- Huden kan blive ultratør under et kemoforløb og den mister gløden. Mange oplever netop den del som et (alt for) synligt tegn på sygdom. Heldigvis er der mulighed for at gøre noget ved det, så dét billede, der møder én i spejlet er langt mere friskt at se på. Jeg kan kun, igen igen, anbefale Vintner’s Daughter som den ultimative glødgiver. Den skaber balance, booster fugt og indeholder ikke mindst anti-inflammatoriske ekstrakter, der kan mindske den inflammation i huden som ofte følger med.
Sidst men absolut ikke mindst har jeg fået så mange fine tilbagemeldinger fra brystkræftramte kvinder, der har fortalt, at min lille sorte Gua Sha to Go-sten har hjulpet dem gevaldigt mod lymfødem. Samtidig er den eminent til at fjerne affaldsstoffer fra bindevæv og krop, ligesom den er kendt for at kunne afhjælpe også mentale spændinger. Fx hævdes det at rigtig mange af vores følelsesmæssige traumer sætter sig på indersiden af låret, lige over knæet, og det kan være et Gua Sha-massagepunkt der er værd at skrive sig bag ørene.
Ingen Kommentarer