Jo, den er god nok. Der kommer en ny ILOVEBEAUTYboks og den er lige på trapperne. Det er allerede på tirsdag den 28. maj, at vi slipper den løs (jo, så kan du nemlig nyde den i Kristi Himmelfartsferien). Så skriv dig endelig datoen bag øret.
Videoen kommer som altid op på mandag, så du har tid til at se, om boksen skulle være noget for dig. Den adresserer i al fald noget, rigtig mange af jer har talt om på det seneste og måske du kan få et lille hint fra billedet. Tidspunktet afslører vi i vores nyhedsbrev mandag, så skriv dig endelig op lige her, hvis du ikke allerede er på listen. Vi vil nemlig så gerne give alle jer faste læsere et lille forspring.
Og så kommer vi til Århus!
Jo, vi gør. Vi har så længe talt om at lave en popup i Aarhus – og vi har vist også luftet det for nogle af jer – og nu sker det. Vi havde egentlig planlagt det til den 5. og 6. juni. Men så kom der et valg ind fra højre og vi måtte rykke lidt rundt på det hele.
Så datoerne hedder 6. og 7. juni, hvor I er mere end velkomne til at kigge forbi og få en skønhedssnak. Det skriver jeg altsammen meget mere om snarest, men sæt allerede nu kryds i kalenderen.
Jeg glæder mig.
Ingen Kommentarer